
I statsministerens nytårstale blev der lagt op til ”beslutninger, som kan måle sig med de sværeste i vores historie”. Det var store ord i januar – men på trafikområdet, hvor energiforbrug og CO2-udledning har været i vækst gennem mere end 30 år, kunne der nok være brug for svære beslutninger og radikale kursskift.
Mens støvet endnu ikke havde lagt sig i debatten om hovedstadens trafikale trængsler, kom der endnu en rapport, der dokumenterer, at den nuværende politiske kurs ikke fører frem mod et ”fossilfrit” transportsystem – men at vi har fuld fart på den modsatte vej.
Den nye rapport fra Teknologirådet lægger op til debat om, hvordan dansk transport bliver uafhængigt af fossile brændsler inden 2050 – en debat, der ikke har fyldt meget, hverken i avisernes spalter eller på Christiansborg. Styregruppen bag projektet har ikke bestået af ”the usual green suspects”, men har både omfattet forskere og repræsentanter for transportens brancheorganisationer og FDM.
Hidtil har den danske trafikpolitik stort set gået ud på at udbygge motorvejsnettet i takt med den forventede udvikling i trafikken. Og forventningerne har bygget på mekaniske fremskrivninger af den hidtidige udvikling. Det var også de politiske betingelser for klimakommisionens arbejde.
I Teknologirådets rapport er der opstillet et ”teknologiscenarie”, hvor de officielle fremskrivninger om 90 % trafikvækst frem til 2050 er kombineret med de forventede tekniske forbedringer af transportmidlerne. Konklusionen er, at det kun vil reducere CO2-udledningen med ca. 60 %. Teknologien alene kan altså ikke løse problemerne.
Rapporten opstiller også et ”fossilfrit” scenarie. Her er Danmark ikke ”gået i stå” i 2050 – langt fra. Både persontransporten og godstransporten er øget med ca. 20 % i forhold til i dag. Men der er færre personbiler og lastbiler på vejene end i dag og deres kapacitet udnyttes bedre. Til gengæld er passagertransporten på skinner øget med en faktor 2,5, og der transporteres mere end 4 gange så meget gods på jernbanen.
Alt det er foreslået før, men det er ved at være sidste udkald, hvis kursen skal lægges om. Under højkonjunkturen blev der med rund hånd delt penge ud til motorvejsprojekter. Nu, hvor krisen strammer, er der brug for massive investeringer i jernbanerne – ikke blot for at kompensere for mange års forsømmelser, men også for at sikre infrastruktur til en ”grøn omstilling” på transportområdet.
Derfor er der brug for svære beslutninger og skarpe prioriteringer. Giver det for eksempel mening at bruge 2/3 af tunnellen under Femern Bælt til en 4-sporet motorvej, hvis berettigelse bygger på urealistiske og miljømæssigt problematiske trafikprognoser? Kunne pengene ikke bruges bedre til en opgradering af jernbanenettet, så Femern-forbindelsen både kan styrke den internationale godstrafik på skinner og koble København – og resten af Skandinavien - på det europæiske højhastighedsnet?
Der er nok at tage fat på – hvis politikerne tør…
---
Benny Christensen er civilingeniør og VedvarendeEnergi’s repræsentant i Concitos transportgruppe.

Fiolstræde 17B
1171 København K
Tel.: +45 29 89 67 00
info@concito.dk
Danmarks grønne tænketank CONCITO formidler klimaløsninger til politikere, erhvervsliv og borgere.
Vores formål er at medvirke til et lavere udslip af drivhusgasser og en begrænsning af skadevirkningerne af den globale opvarmning.