1. marts 2011

Revolutionsbølge i Mellemøsten

Hvad sker der? Hvorfor vågner folk netop nu? Og hvor fører revolutionen hen - mod demokrati eller radikalisering?

Onsdag den 2. marts åbner Krogerup Højskole (Krogerupvej 13, 3050 Humlebæk) dørene op for et offentligt arrangement, hvor unge klimaambassadører fra Egypten og Jordan vil dele deres dugfriske historier fra den aktuelle revolutionsbølge i Mellemøsten.

Deltagerne fra Egypten og Jordan er alle ungdomsledere og arbejder med organisering af unge og social forandring i deres samfund. De er i denne uge i Danmark for sammen med unge danskere at modtage en uddannelse som klimaambassadører i et samarbejde mellem Crossing Borders, den Grønne Tænketank CONCITO, Wadi Environmental Science Centre i Egypten og Masar Center i Jordan.

Arrangementet indledes og styres af Garba Diallo, direktør for Crossing Borders og lærer på Krogerup Højskole. Såvel pressen som alle andre nysgerrige er velkomne. Arrangementet vil foregå på engelsk.

Program:
19.00: Dørene åbnes. Der bydes på kaffe og te.
19.15: Velkomst v. Garba Diallo (Crossing Borders) og Synnøve Kjærland (CONCITO)
19.30: Paneldebat med 3 unge fra Egypten og 3 unge fra Jordan
20.30: Diskussion og debat
21.00: Afslutningsreception med drinks, øl, vin, sodavand og snacks

Deltagerne ønsker alle at bidrage aktivt til at løse både deres egne og verdens klimaproblemer, med respekt for de nationale forskelle. På kurset skal de arbejde med faglige inputs, innovative processer, udvikling og afprøvning af redskaber i forhold til, som ung, at kunne spille en rolle i klimadebatten – i både Danmark, Egypten og Jordan. Der skal udvikles idéer til både kampagner og mobilisering og træning af ca. 200 andre unge klimaambassadører, der engageres til aktiv deltagelse i løsningen af klimaudfordringerne.

Kodeordet er dialog mellem danske og arabiske unge og aktiv deltagelse, ikke bare i forhold til klimaudfordringerne, men for at fremme aktivt medborgerskab generelt. På den måde kunne kurset dårligt have en bedre timing i forhold til den aktuelle situation i Mellemøsten, og det perspektiv, der vil være i fokus den 2. marts. Kurset er en del af et 2-årigt projekt, der er støttet af Udenrigsministeriet under ’Det Arabiske Initiativ’, nu ’Partnerskab for Dialog og Reform’.

For yderligere information, kontakt:
Garba Diallo, 21639432/email: garba@krogerup.dk
Camilla Nielsen-Englyst: 29723145/email: camilla@crossingborder.org
Synnøve Kjærland 29896754 /email: sek@concito.info